Forestil dig, at du har en fysisk butik: i din butik kommer der en masse kunder, som bevæger sig rundt på kryds og tværs i lokalerne. Alt efter hvilket mønster, dine kunder bevæger sig rundt i, køber de forskellige varer. Nogle køber meget, andre køber lidt. Og nogle køber slet ikke noget, men forlader butikken igen.
Kunne det ikke være interessant at sammenligne dine kunders forskellige mønster, så du kan indrette din butik efter de mest gængse mønstre? Tænk engang – du vil dermed kunne indrette din butik således, at du skaber den størst mulige omsætning i butikken!
Til dette skal du selvfølgelig kende til dine kunders bevægelsesmønstre. Det kan imidlertid være besværligt nok i en fysisk butik. Og hvad skal du overhovedet stille op, hvis du gerne vil undersøge bevægelsesmønstrene på dine besøgende på enten din hjemmeside eller webshop?
I så fald skal du gøre brug af Hotjar.
Hvad er Hotjar?
Hotjar er et online værktøj, som du kan bruge til at spore dine kunders bevægelsesmønstre og handlinger på din side. Og ikke nok med det – Hotjar visualiserer dine brugeres færden på siden, og giver dig på den måde værdifuld indsigt i, hvordan kunderne agerer, og hvor du har mulighed for at optimere din hjemmeside.
Hotjar skal dog ses som mere og andet end blot et sporingsprogram. Ved hjælp af sporingen kan du nemlig blive klogere på, hvad dine besøgende leder efter, hvad de ikke kan finde, hvad de ønsker at købe, hvornår (og hvorfor!) de forlader din webshop og meget andet.
Derfor skal du overveje Hotjar til din hjemmeside eller webshop
Hotjar ”sladrer” altså om dine besøgendes bevægelser og handlinger på siden – og det er værdifuld viden for dig. Du kan nemlig bruge data fra Hotjar til at justere din hjemmesides opbygning, tilbud, checkout flow og lignende, så du skaber den mest optimale side. Hotjar er dermed ikke blot et værktøj, der analyserer dine besøgendes færden – det er også et værktøj, du kan bruge til at øge salget i din webshop eller konverteringerne på din hjemmeside.
Hvordan fungerer Hotjar i praksis?
Hotjar består af syv forskellige funktioner, som alle bruges til at blive klogere på dine besøgendes adfærd. Lad os se nærmere på hvordan disse syv funktioner fungerer, og hvordan du bruger dem i praksis.
Hotjar heatmap
En af de vigtigste hjørnesten i Hotjars værktøj er heatmap. Du kender måske allerede til heatmaps, der ved hjælp af farver visualiserer, hvor ”varmt” et givent område på skærmen er – altså hvor meget musen bevæger sig i området. Jo ”varmere” området er, jo mere aktivitet er der i området.
Det smarte ved Hotjars heatmap er, at du både kan få vist et heatmap på dine besøgendes bevægelser, men også på klik og scrolls. Du kan altså se i hvor høj grad både knapper og scrollbars bliver brugt, og du har sågar mulighed for at se data fordelt ud på forskellige enheder som mobil, tablet og pc.
Og hvad kan du så bruge data fra et heatmap til?
Hvis du ved, hvor dine brugeres fokus på siden er, kan du bruge denne viden til at forbedre brugeroplevelsen på din side. Og ved du hvad en bedre brugeroplevelse indebærer?
Lige præcis. Flere konverteringer og øget salg.
Optagelse af besøgendes bevægelsesmønstre
Udover heatmap byder Hotjar også på en anden beslægtet og yderst brugbar funktion. Hotjar gør det således muligt at optage dine besøgendes bevægelsesmønstre fra start til slut under besøget – fuldstændigt på samme måde, som hvis du kiggede din kunde over skulderen i en fysisk butik.
Med optagefunktionen i Hotjar kan du iagttage alle den besøgendes bevægelser med musen, og det giver dig et rigtig godt indblik i, hvordan den besøgende opfatter din hjemmeside. Er hjemmesiden nem at finde rundt på? Fandt den besøgende det, vedkommende ledte efter? Var vejen til kundens mål direkte, eller stødte kunden på forhindringer eller omveje undervejs?
Alt dette kan Hotjar svare dig på ved hjælp af optagelsesfunktionen. Og som det også gælder heatmap, kan optagelsesfunktionen dermed bruges til at forbedre dine besøgendes brugeroplevelse, og i sidste ende til at øge konverteringer og salg.
Monitorering af dine salgstragter
Hvor mange af dine kunder kommer igennem hele salgstragten? Hvor mange falder fra? Og nok så vigtigt – hvornår i processen falder de fra?
Det kan Hotjar svare på. Her kan du opsætte forskellige salgstragter og bruge Hotjar til at afsløre, hvornår potentielle kunder falder fra i løbet af processen. Hotjar viser dig dermed, hvor du skal lægge fokus i din salgstragt, så denne optimeres bedst muligt, og færre falder fra.
Også denne funktion er opbygget med grafik, der skaber et godt overblik over frafaldet af potentielle kunder undervejs i din salgstragt. Samtidig kan du også se optagelser af de øjeblikke, hvor kunderne falder fra, og dermed helt ned i detaljer se, hvad der går galt i processen.
Hotjar monitorerer således ikke blot dine besøgende – værktøjet viser dig også, hvor du skal sætte ind for at forbedre dit flow og dine konverteringer.
Optimer dine formularer
Bruger du formularer på din hjemmeside? Og oplever du, at flere formularer enten ikke bliver udfyldt tilstrækkeligt, eller måske slet ikke udfyldt overhovedet?
Også det kan Hotjar hjælpe dig med. Hotjar viser dig, hvor dine besøgende falder fra, så du har mulighed for at rette din formular til. Du undgår dermed at gå glip af værdifulde data, som aldrig bliver udfyldt.
Feedback via meningsmålinger
En ting er at monitorere og analysere på dine besøgendes data. Noget helt andet er at spørge dem direkte! Med Hotjar kan du blandt andet oprette små meningsmålinger på din side, som dine besøgende bliver eksponeret overfor i bestemte situationer.
Et eksempel kunne være, at en besøgende er ved at forlade din side. Inden det sker, kan du præsentere den besøgende for en meningsmåling, der spørger den besøgende, om vedkommende fandt det, han eller hun ledte efter. Du kan også spørge, om kunden var tilfreds med produktudvalget, priser eller andet.
Kun fantasien sætter grænser, og med data direkte fra de besøgende bliver du i den grad klædt på til at optimere din hjemmeside bedst muligt, da kvaliteten af data på denne måde er helt i top.
Derudover har Hotjars meningsmålinger også den ekstra fordel, at de synliggør overfor dine besøgende, at du faktisk interesserer dig for dine besøgendes oplevelse på hjemmesiden. Det er et stærkt signal at sende til dine besøgende, og er med til at skabe tillid.
Feedback direkte fra dine besøgende
Som en ekstra tilføjelse til feedback indeholder Hotjar funktionen “Instant Visual Feedback”. Her kan du eksponere dine besøgende overfor små popups, der beder dem fortælle, hvad de synes om brugeroplevelsen på din side – lidt på samme måde som ved meningsmålinger, men alligevel ikke helt.
En af forskellene fra meningsmålinger er, at Instant Visual Feedback gør det muligt for dine besøgende at markere de områder, funktioner og andet, som de tilknytter en kommentar på. Derudover indeholder funktionen også et enkelt ratingsystem, hvor dine besøgende med blot ét museklik kan fortælle, hvad de synes om din side, brugeroplevelsen – eller hvad, du nu er interesseret i at vide for at skabe en konkurrencefordel.
Instant Visual Feedback gør det muligt for dig at få svar på præcis de spørgsmål, du har til dine brugeres opfattelse af din hjemmeside. Og jo mere præcis din data bliver, jo mere præcist kan du arbejde med forbedringer af din hjemmeside.
Hotjar spørgeskemaundersøgelse
Er en meningsmåling eller Instant Visual Feedback ikke nok, kan du gå hele vejen og lave en decideret spørgeskemaundersøgelse til dine besøgende. En spørgeskemaundersøgelse har den fordel, at du for alvor kan komme til bunds i dine besøgendes adfærd, og samtidigt segmentere dine brugere på forskellig vis. Denne kan kombineres med en give-away eller anden form for udløsning af bonus for at få flest mulig til at deltage.
Omvendt kender du sikkert allerede godt til udfordringen i, at det langtfra er alle besøgende, der gider at bruge tid på at udfylde dit spørgeskema. Derfor er Hotjars kombination af meningsmålinger, Instant Visual Feedback og spørgeskemaundersøgelser ideel, da du både indsamler data fra besøgende, der gerne giver sig i kast med en spørgeskemaundersøgelse, men også besøgende, der blot ønsker at svare hurtigt på en meningsmåling. Med Hotjar er alle besøgende således dækket ind.
Hotjar priser – hvad koster det?
Som du kan se, giver Hotjar dig nærmest uanede muligheder for at indsamle data, der kan gøre dig klogere på dine brugeres adfærd. Og i en verden, hvor data langtfra er gratis, er Hotjar det selvfølgelig heller ikke.
Hotjars prisstruktur er baseret på antallet af sidevisninger, der skal monitoreres. Strukturen er fordelt på tre forskellige priskategorier kaldet Personal, Business og Agency.
Starter vi med Personal, så har du mulighed for at bruge Hotjar kvit og frit i denne priskategori. Her får du de første 2.000 sidevisninger pr. dag gratis med et “Personal Basic”-abonnement. Er det ikke tilstrækkeligt, kan du i stedet vælge “Personal Plus”, der giver dig op til 10.000 daglige sidevisninger – dette abonnement koster €29/md (~215 DKK/md).
Driver du en webshop eller en anden side, der generer en fin mængde trafik, vil du hurtigt opdage, at et Personal-abonnement ikke er nok. Her kan du så i stedet købe et “Business”-abonnement, der starter ved €89/md. (~650 DKK/md.) for 20.000 sidevisninger.
Herefter findes der forskellige prisniveauer i takt med, at antallet af sidevisninger bliver højere, og har du brug for monitorering af over 800.000 sidevisninger per dag, anbefales det at kontakte Hotjar med henblik på at forhandle en individuel pris.
De fleste hjemmesider og webshops vil dog kunne klare sig med langt mindre, og vil derfor også være dækket ind af et abonnement til enten €29 eller €89 pr. måned.
Endelig er der også Agency-kategorien, der giver bureauer adgang til at kunne tilbyde Hotjar til deres kunder. Her er det nødvendigt at kontakte Hotjar for at aftale en individuel pris.
Er Hotjar noget for dig?
Om Hotjar er det rette valg for dig og din hjemmeside, kan være svært at give et klart og præcist svar på. Det afhænger af flere faktorer som tid, økonomi, interesse i produktet og dets anvendelighed osv. Hotjar er dog nemt at bruge, og selv om værktøjet ikke er helt billigt, kan det hurtigt tjene sig ind mange gange, hvis du bruger det korrekt.
Det tager tid at bruge Hotjar korrekt. Hotjar giver dig heldigvis selv tips og tricks til, hvordan du kan anvende den data, du indhenter med værktøjet. I sidste ende er det dog op til dig at eksekvere på de data, du får givet gennem Hotjar. Og gør du ikke det, er værktøjet i princippet nyttesløst.
Prøv Hotjar Business gratis i 15 dage
Hotjar tilbyder dig at prøve værktøjet af i praksis og se, om det er noget for dig og din hjemmeside. Her får du gratis adgang til Hotjar Business i en prøveperiode på 15 dage, og har således tid til at få sat Hotjar op og prøve de forskellige funktioner af på dine egne besøgende. Prøveperioden kan dermed give dig et værdifuldt indblik i, hvordan Hotjar kan hjælpe dig til at optimere brugeroplevelsen og øge dit salg. Har du mod på at prøve kræfter med Hotjar, er deres gratis prøveperiode dermed et oplagt sted at starte.
Hvis du gerne vil have sparring eller hjælp til Hotjar, så endelig smid en besked. Hos Miklagárd har vi mere end sammenlagt 5+ års erfaring med Hotjar og hvordan du bedst muligt får anvendt data fra Hotjar til din fordel.