Website Webshop SEO Blog Guide Google Ads
Youtube Billede Hero

5 grunde til at din virksomhed skal være på YouTube

For at opbygge eller opretholde en sund forretning bør man som virksomhed være til stede der, hvor forbrugerne er. Og de fleste af os er på de sociale medier på en eller flere platforme. Mange virksomheder har Facebook og måske også Instagram som en naturlig del af deres markedsføring, men mange glemmer YouTube i denne sammenhæng.

YouTube er nemlig en af de mest besøgte sider på internettet overhovedet med over 2 milliarder brugere på verdensplan. Google er nummer 1, men eftersom Google ejer YouTube, hænger de to unægteligt sammen.

Så hvis du tror, at YouTube kun er et sted, hvor aspirerende musikere og spirende bloggere lægger deres håbefulde indhold ud, så må du tro om igen. YouTube er stedet, hvor brugerne kan få det bedst mulige visuelle indtryk af netop din virksomhed.

Her bringer vi derfor 5 grunde til, at også din virksomhed bør være på YouTube:

1. Billeder siger mere end ord, men video siger mere end billeder.

Folk vil hellere se på billeder end læse ord. Det er mindre anstrengende for hjernen, og budskabet går lettere ind. Og video formindsker denne anstrengelse i endnu højere grad.

Om man vil det eller ej, så tiltrækker blikfang opmærksomhed, og som virksomhed er det netop dét, det gælder om – at tiltrække kunderne og skabe tryghed til virksomhedens brand.

Dette kan (og skal) selvfølgelig ske på en smagfuld måde og ikke som et alarmblink i psykedeliske farver, men det handler stadig om blikfang. Man kan være verdens bedste blikkenslager, men hvis man nøjes med kun at skrive en lang tekst om ens services, så vil langt de fleste potentielle kunder ikke nå særlig langt.

En video giver derimod et visuelt indtryk af både virksomheds brand, produkt eller service, og en video giver samtidig en bedre fornemmelse og stemning, end hvad billeder og tekst kan. Her er YouTube internettets bedste platform til formålet. Alle typer af forbrugere færdes her, og YouTube er langt mere overskuelig end både Facebook og Instagram, når man skal søge på videoer.

Generelt finder folk det også spændende og underholdende at se videoer, og det kræver ikke ret meget af dem. I forhold til traditionelle former for marketing er videoer i øvrigt langt mere personlige og hands-on. Til trods for den stigende online-tendens, så spiller personligt kendskab stadig en stor rolle, når det gælder salg og service, og i endnu højere grad at skabe indtryk der føre til erkendelse og tryghed om brandet.

2. Øg kendskab og rækkevidde.

Det kan være svært at få brandet sin virksomhed og opnå bredt kendskab blandt potentielle kunder. Med tilstedeværelsen på YouTube kan du udvide denne rækkevidde ved at anvende de rette keywords. Som nævnt hænger Google og YouTube sammen, så det er vigtigt at anvende ord, som kunderne vil søge på, når de benytter sig af en almindelig søgemaskine.

Det er derfor nødvendigt, at du kender din målgruppe, dine og alternative produkter og services online, så du ved, hvad kunderne søger efter.

Med videoer på YouTube kan du også lettere skille dig ud fra konkurrenterne ved at skabe unikt indhold. Sælger du et produkt, så bør videoen handle om mere end kun produktet. Lav guides og tips og tricks-videoer, der gør, at din virksomhed ikke længere kun er forhandler, men også rådgiver og trendsætter.

Når du skaber indhold, der ikke direkte har salg som åbenlyse formål, så føler kunderne heller ikke, at de bliver påduttet et køb i en lige så høj grad, som hvis de udelukkende ser produktet i videoen. Dette samme gælder også, hvis du sælger en service.

Et samspil mellem flere sociale medier og hjemmeside vil yderligere gavne kendskabet. Hav både en hjemmeside, Facebook, Instagram (eventuelt også Twitter) og YouTube-kanal og link mellem dem. Det vil skabe mere flow og bevægelighed, og virksomheden vil fremstå moderne og med på beatet.

3. Vis dine produkter bedre frem.

”Show it, don’t tell it”-strategien gør sig i høj grad gældende, når det kommer til salg.

I en almindelig annonce vil det kun være muligt for potentielle kunder at se produkterne på billeder. Det giver ikke samme følelse af bevægelse, liv og brug, som videoer kan, og det gælder især, hvis du sælger et håndgribeligt produkt.

Uanset om det er kjoler, blendere, løbesko eller noget helt fjerde, din virksomhed forhandler, så vil en video kunne vise langt mere levende billeder af, hvad produktet er og kan. At se det i en levende kontekst øger appellen til forbrugerne og kan vise langt flere facetter af produktet.

Online bruger på YouTube vil desuden kunne dele videoerne med venner og bekendte på en let og enkel måde, hvorved din virksomheds produkter hurtigt bliver set af flere potentielle kunder. YouTube er nemlig designet til at dele indhold nemt og hurtigt.

Skaber du noget helt unikt, kan videoerne endda ende med at gå viral, hvor det bliver delt af mange tusinde og millioner af mennesker, ofte enten på grund af nyhedsværdi, underholdning eller chok-effekt. Pas dog på med dette, for laver du videoer med uprofessionelt indhold, kan du risikere ikke at blive tage alvorligt. Du bør kun skabe videoer, der har et specifikt formål.

4. Skab troværdighed.

Tiden, hvor man fysisk skulle ned til byens eneste nichebutik for at få fingrene i et helt bestemt produkt, er slut. I dag shopper flere og flere forbrugere deres varer på internettet, og der findes efterhånden mange e-butikker, der forhandler de samme produkter. Desværre medfører det også øget svindel, og netop svindel er et problem, der i langt højere grad findes på nettet end i fysiske butikker.

Med en YouTube-kanal vil du kunne opbygge mere troværdighed både omkring dine produkter og dit image. Her kan du på en professionel måde vise dit ansigt, dine værdier, produkter og services frem, og selve virksomheden bliver langt mere personlig, når kunderne kan sætte ansigt på. Dette gælder både dig som online butik og dig med fysisk butik, for mange præ-shopper online inden de besøger din webshop eller fysiske butik.

Sørg for at fremstå åben og imødekommende, og opfordr gerne til kontakt via både email, telefonnummer, chat og sociale medieplatforme. Gå også gerne i dialog med forbrugerne på YouTube, så de kan se, at der sidder en reel person bag skærmen. YouTube tilbyder nemlig mulighed for både at skrive kommentarer og spørgsmål/svar til indehaveren af kanalen.

Læg gerne nye videoer ud regelmæssigt, så siden ikke virker tom og forsømt.

De e-butikker, der ikke har rent mel i posen, vil sjældent være tilbøjelige til at vise sig frem eller indgå i dialog. Der vil også meget sjældent være mulighed for kontakt via hverken formular, email eller telefon – endnu en tilgang til at adskille dig fra dine konkurrenter med YouTube.

5. Det er lettere, end du tror.

Hvis man ikke hører til de virksomhedsejere, der er helt med på noderne, hvad angår moderne teknologi, kan det virke besværligt og uoverskueligt at skulle kreere en YouTube-kanal og lægge videoer ud.

Sandheden er dog, at det er lettere, end mange tror. Det tager ikke meget længere tid at oprette en YouTube-kanal end at oprette en side på fx Facebook. Herefter er det selvfølgelig nødvendigt at lægge videoer ud (gerne regelmæssigt), men at skabe en video på et par minutter kræver ikke længere professionel hjælp – du kan sagtens gøre det selv.

De fleste ejer en smartphone, og telefonens kamera vil være udmærket til formålet. Vælg en setting og baggrund der passer til virksomhedens image og stil samt til det, du gerne vil sælge, og optag så en video (for eksempel præsentation af løbesko, komfur, printerpatroner eller dig selv, der pitcher dit brand eller jeres services).

Du kan herefter downloade gratis eller billige klippeprogrammer, som kan anvendes til at klippe video-bidderne sammen (hvis nødvendigt), hvorefter videoen er klar til at blive lagt op. Så enkelt er det. Kom i gang med at bruge YouTube i dag til at skabe digital vækst online.

Miklagard Datadreven Webbureau SEO, PPC & Digital


All rights reserved Miklagard Group ApS 2021

CVR.nr: 40780068